Bal 1

[Liam Joshua Walker]

Han lyttede tavst til hendes ord. Han vill ikke afbryde hende. Hun skulle have lov til at kunne sidde og sunde sig en smule, og få ordene frem i det tempo hun selv ønskede, om han så skulle sidde og vente i flere minutter. At hun holdte hjertet i gang for sin mor, syntes han kun var betænksomt. Så var der tilgengæl en smule menneskeligt tilbage i hende, som den stakkels mor da kunne glæde sig over. Hendes datter var jo sådan set et monster. Og der måtte være forfærdeligt for Ajora's mor. “Men kunne du finde på at forlade din mor, hvis du nu lod dig forvandle helt?” spurgte han med en blid stemme. Hvis ikke det havde været fordi Liam's familie var blevet dræbt, så ville han ikke have haft i sinde at forlade sin hjemby. Men han havde ikke ønsket at forblive i byen, hvor han var født og opvokset, når ham havde mistet sine nærmeste. Han ville væk og starte på en ny, og det var derfor han var havnet i Mystic Falls, efter at have rejst meget rundt.

[Ajora Griffen]

Hun var glad for at han gav hende tid til at sunde sig og trække vejret. Hun var tavs ret længe og selv da han sagde noget svarede hun ikke lige med det samme. At hun ikke svarede var af flere grunde, hun anede ikke hvad hun skulle svare og den anden grund var fordi hun lige ville have lidt mere tid. Minderne overvældede hende virkelig. Hun endte med at sukke og vende blikket mod ham, hendes blik hang længe ved ham uden at noget forlod hendes læber ”Jeg ved det ikke” svarede hun og holdt endnu en pause ”Jeg ved ikke hvad der sker når eller hvis jeg forvandler mig helt.. hvis jeg bliver til et blodtørstigt monster flytter jeg helt sikkert.. hun vil bare være i fare i nærheden af ham” endnu en pause, denne gang varede den længe og det næste hun sagde var i så lav en tone at det næsten ikke var til at høre ”Jeg er bange for at forvandle mig.. det gøre ondt at dø” frygten kunne faktisk høres i hendes stemme, og hun snakkede ikke bare sådan uden at vide hvad hun talte om, hun døde faktisk næsten da hun blev bidt, hun følte smerten ved at hjertet standsede men blev sat i gang igen, og den anden gang da metalpladen svigtede.

[Liam Joshua Walker]

Om hun ligefrem ville blive et blodtørstigt monster, det vidste han nu ikke rigtig om hun nødvendigvis ville blive. Han levede halvt på mennesker og halvt på dyr. Og han betragtede altså ikke sig selv som et blodtørstigt monster, på den måde at han var en morder... Og hvis han havde kunnet klaret sig på denne måde, uden hjælp fra nogen, så var han helt sikker på, at han sagtens ville kunne hjælpe hende med at blive som ham. Leve på samme måde som ham. Så kunne de leve sådan sammen. Jo! Det ville hun sagtens kunne klare, ingen tvivl om det. “Jeg kan hjælpe dig,” sagde han kort inden han tilføjede: “hjælpe dig, så du ikke bliver en eller anden koldblodig morder.” Det håbede han blot at hun vidste. Han ville gøre alt for at hun ikke skulle ende som sådan en... De var begge tavse i et stykke tid, men så brød hendes stemme tavsheden. “Du skal ikke være bange, jeg skal nok passe på dig.” svarede han og sendte hende et kærlig smil.

[Ajora Griffen]

Hun følte sig ikke kun glad men også tryg ved hans tilstedeværelse og hans søde ord der gav hende håb. Hun trykkede sig helt ind til ham og vidste at hans ord passede. Hun ville gerne have et godt og langt liv med ham ved sin side. Hun besluttet ved sig selv at der ikke skulle være flere hemmeligheder – aldrig mere! Hendes blik blev vendt op mod ham og blot det at han ville hjælpe hende igennem det hele, ja blot at han sagde at han ville glædede hende virkelig meget. Hun strøg blidt hans kind inden hun svarede på hans ord om at passe på hende ”Det ved jeg du vil” svarede hun blidt, ja hun vidste at han ville passe på hende men smerten kunne han jo intet gøre ved. Hun var tavs længe inden hun trak sig lidt væk fra ham "Undskyld jeg ikke sagde noget" sagde hun blidt og dog med en undskylende tone.

[Liam Joshua Walker]

Han trykkede hende ind til sig, og lod hende derved også føle, at han altid ville være der for hende. Og det betød også meget, at hun vidste det, vidste at hun kunne være tryg hos ham. Og hvis han kunne gøre hende glad, så ville han hellere end gerne dette. Da hun så svarede at hun godt vidste at han ville passe på hende, smilede han blot lidt for sig selv. Selvfølgelig kunne han ikke sørge for at hun ikke følte smerte, men smerten var der ikke så meget at gøre ved. Hvis bare han kunne hindre smerten, og hvis han vidste hvordan, så ville han selvfølgelig gøre alt for at denne blev væk. Nu ville det jo ikke hjælpe at knække nakken om på hende, eller få hende dræbt på andre måder, for så ville hun nok bare dø... Men var det først nu, hun skulle forvandles, så ville det ikke gøre ond på hende, for hun skulle jo først dø. Han kiggede på hende, da hun trak sig lidt tilbage, for at kigge på ham efter de næste ord havde forladt hendes læber. “Man kan på en måde sige, at vi begge holdte hinanden for nar, for jeg havde jo ingen anelse om at du var det samme som mig, blot med et bakkende hjerte, og det var endnu ikke faldet mig helt ind at afsløre min identitet,” svarede han. Men jo... hun burde selvfølgelig have sagt noget, for hun havde trods alt kendt til hans sande jeg hele tiden. Men det var nu ikke noget han havde tænkt sig at bære præg af, at hun ikke havde fortalt noget. Han trak hende ind til sig igen, og med to fingre trak han blidt hendes hoved en anelse mere op af, inden han lige så blidt, og ikke mindst lige så kærligt kyssede hende.

[Ajora Griffen]

Hun følte sig var og tryg inden i. det var nok hans blotte tilstedeværelse der bragte disse følelser frem og denne følelse af tryghed og glæde og ikke mindst følelsen af varmen som gjorde hende blød i knæene og i hele kroppen, hun var glad for at sidde ned ellers ville hun være faldet sammen. Hun kom til at strejfe hendes ene sårede ben og skyndte sig at tage hånden til sig, den var lettere brændt men heldigvis var det ikke noget slemt. Hun ville faktisk ikke blive helt vampyr, ikke endnu, hun var glad for det hun var nu, stadig menneskelig. Hun havde efter sit lille uheld – altså da hun blev angrebet af vampyren der forsagede det hun nu var – værdsat mere det at være menneske med et hamrende hjerte. Hun nød at kunne sidde stille og høre sit hjerte hamre og være sikker på at hun endnu var et menneske. Desuden havde Daniel reddet hende fra at forvandle sig helt og så var det ikke længere kun for hendes mors skyld at hun holdt sig i live, men også for Daniels skyld. Hun elskede hams om en bror og bekymrede sig om ham selvom det nu var mere ham der bekymrede sig for hende hvilket hun skam værdsatte. Hun lyttede til hans svar og lod sit blik fange hans, hun nærmest svømmede i hans øjne der var så blide og tiltrækkende. Han var simpelthen så fantastisk! Han prøvede på en måde at trøste hende ved sine ord, det hjalp en smule men på den anden sidde så havde hun jo kendt til hans hemmelighed og han havde ikke kendt til hendes. Hun ville have svaret men det nåede hun ikke, for få sekunder efter følte hun hans læber mod sine og straks glemte hun det hun ville have sagt. Hun gengældte kysset som føltes så blid og så intens på samme tid. Hun lod sine hænder hvile mod hans bryst hvor de hvilede der. Hele hendes krop var elektrisk og reagerede voldsomt på det her.

[Liam Joshua Walker]

Han holdte kysset og nød at sidde der med hende. Men så kom han i tanke om, at hun sikkert havde forfærdeligt ondt i benene, og derfor brød han blidt kysset. "Dine ben," sagde han og nikkede ned mod dem. "Vi må nok heller få gjort noget ved det der... Vil du ikke have noget koldt på?" Det måtte da gøre satans ondt. Nok havde han aldrig selv prøvet at blive brændt af solen, men han havde tydeligt set smerten i hendes ansigt, og så havde hun jo også grædt. Derfor kunne han næsten tænke sig til smerten, og han brød sig slet ikke om at hun sad der og havde ondt... Nej, det pinte ham næsten. Han havde jo sagt at han ville være det for hende og passe på hende, og så burde han da også gøre noget ved hendes ben, i stedet for bare at sidde der og ikke hjælpe hende. Han kom på benene og kiggede sig tænkende om. Hun måtte op fra gulvet og over og ligge på sofaen. "Kan du selv gå, eller skal jeg hjælpe dig over på sofaen?" spurgte han, men der var ingen grund til at hun svarede, for han tænkte at hun nok havde bedst af af blive hjulpet derover, så det ikke skulle gøre ondt, når hun ville forsøge. Så derfor satte han sig i hug, og stak armene ind under hende så hun lå i dem, bar hende så over på sofaen, og satte hende ned.

[Ajora Griffen]

Hun sukkede idet kysset blev brudt. Typisk, når hun lige havde det så godt skulle han huske hendes ben. Hun smilede dog et svagt lille smil og lod blikket glide over sine ben “Is vil være godt.. De healer sikkert snart af sig selv” hun var trods alt halvvampyr og de healede jo satanshurtigt så ingen bekymring deraf. Det måtte være sådan at blive solbrændt, hun vidste hun i hvert fald hvordan det føltes og hun havde allerede besluttet ikke at ville prøve det igen! Hun havde end ikke nåede at svar på om hun havde brug for hjælp da han satte sig på hug, få sekunder efter var hun i hans arme. Hun måtte indrømme at det var dejligt at blive båret af ham og hun nød godt af det selvom afstanden til sofaen var kort. Hun lod sig glide ned at ligge på sofaen “Tak” sagde hun blidt. Hun sendte vinduet vis gardiner nu var trukket for, et hårdt blik som om det var dens skyld det hele inden hun lod blikket glide hen over sine ben.

[Liam Joshua Walker]

Ja, selvfølgelig ville det nok snart hele, men nu var hun jo trods alt kun halvt vampyr, og derfor kunne der sagtens gå lidt længere tid. Hvor lang tid vidste han dog ikke, men han ville ikke lade hende lide. "Så henter jeg sig en pose frosne et eller andet, det kommer an på hvad jeg har," sagde han og lo blidt. Da hun havde lagt sig ned på sofaen og sagt tak, bukkede han sig kort ned over hende, og lod sine læber strejfe hendes, samtidig med at han strøg hende over håret. "Så lidt." Så rettede han sig igen op, og vendte om på hælene for at gå ud imod køkkenet. Han åbnede fryseren og kiggede i nogle af skufferne, hvor han i den ene af dem fandt to pose ærter. Han lukkede igen fryselågen efter sig, og gik ind mod stuen igen. Han stoppede dog op, og vendte sig om, for at gå tre skridt tilbage, da han kom til at tænke på, at det nok ville være vildt koldt, bare at få klasket en pose ned på hvert ben, så derfor tog han to viskestykker og pakkede så poserne ind i dem. Så gik han ud af køkkenet og ind i stuen. Et smil hvilede over hans læber og så gik han hen og lagde poserne ned under hendes ben, og sørgede for at de lå der hvor brandmærkerne var. "Sådan," sagde han blidt, og satte sig på hug foran hende.

[Ajora Griffen]

Hun smilede gengældte det hurtige kys og lænede sig tilbage i sofaen. Hun strøg hånden gennem håret og betragtede sine ben mens hun lyttede til ham som han arbejde ud i køkkenet. Da han dukkede op igen og anbragte de to poser under hendes ben hvor brændemærkerne lå smilede hun et drillende smil “Jeg føler mig helt forkælet” sagde hun drillende. Det føltes virkelig koldt, men virkelig rart på samme tid. Et suk forlod hendes læber “Tak” sagde hun endnu engang og fulgte ham med blikket da han satte sig på hug. Hun vidste ikke hvad det var for nogle poser han havde fundet men hun kunne lugte sig frem til det. “Ærter?” sagde hun og kunne ikke lade være med at le.

[Liam Joshua Walker]

Han lo blidt, da hun drillende sagde at hun følte sig helt forkælet. "Ja, er det ikke bare dejligt?" spurgte han lige så drillende tilbage og smilede stort til hende. Han regnede med at det var koldt men behageligt at få poserne under benene, så benene kunne blive kølet ned. Hun sukkede kort inden et ord forlod hendes læber. "Det var da det mindste jeg kunne gøre for dig," svarede han med blid stemme og smilede skævt til hende. Kort efter han havde sat sig på hug, langede han armen bag ud, og trak skamlen, der stod bag ham, hen til sig, og satte sig så på den. Et grin undslap hendes læber, da hun spurgte om det var ærter. Han nikkede. "Jep, ærter," svarede han og lo sammen med hende.

[Ajora Griffen]

”Jo helt vidunderligt” svarede hun drillende og rettede sig en smule op i sofaen så hun sad bedre. Hendes blik gled hen over sine lettere forbrændte ben inden hun vendte blikket mod ham igen. Hendes hoved gled en anelse på skrå og hun fulgte ham med blikket da han trak stolen. Hun rakte blidt ud efter hans hånd, ville gerne føle ham tættere på. Hendes blik var udtryksfuldt, spørgende, hun spurgte ham gennem blikket om han havde tilgivet hende, hvad hun virkelig havde håbet. Han var så sød, så betænksom, selv følte hun sig alt andet end hæderlig, men helt og igennem ussel.

[Liam Joshua Walker]

Da hun tog hans hånd, smilede han til hende og lukkede sin anden hånd om hendes, så han egentlig endte med at holde hendes hånd imellem sine egne. Der sad han uden at sige noget, og betragtede blot Ajora, som hun sad der. Der var noget i hendes blik, som han syntes så ud som om hun undskyldte, eller som om hun spurte om hun var tilgivet. Men hun var allerede tilgivet, og han havde næsten glemt at han var flippet sådan ud, da han fandt ud af hvad hun var og at hun havde holdt ham for nar. Hans blik svarede hendes der var spørgende, med et svar der lød på, at ja, hun var tilgivet.

[Ajora Griffen]

Hun havde ventet på et svar. Måske mere mundtligt, at hun fik den gennem hans blik var dog endnu bedre. Ord var ikke nødvendige, ikke når de kunne tale på en helt anden måde, tale blot via blikkene, det var ikke noget alle kunne, og især ikke et så nyt par som dem. Hun kunne tude af glæde ved at se svaret i hans øjne, tude af lykke og glæde. Hun endte dog med at gøre noget af det sammen men i stedet for at sidde på sofaen og tude overfaldt hun ham med et kram uden at tage hensyn til sine ben. Isposerne, eller ærteposerne som det nu var gled ned på gulvet, men hun var ligeglad, det eneste kun tænkte på var at holde om ham og føle sig ryg ig lykkelig igen. Sikke en aften det havde været, havde man spurgt hende om hun troede den aften ville ende sådan havde hun svaret nej.

[Liam Joshua Walker]

Han havde ikke ventet, at hun ville springe i favnen på ham på den måde. Han tog det som at hun blev overlykkelig eller noget i den stil. Idet hun bare var sprunget over til ham så pludseligt, og det ikke var noget han hverken havde forventet eller var parat til, væltede han ned af den lille skammel han havde sat sig på, og så lå han nede på gulvet med hende oven på sig. Han lukkede armene om hende, og knugede hende ind til sig, idet han blidt lo af hende. Det betød meget for ham, at han kunne gøre hende glad på den måde. Et smil hvilede over hans læber, af den grund at han faktisk ligefrem nød, at hun bare var sprunget over i hans favn på den måde. Hun betød meget for ham, og han var 100 på at hun havde det på samme måde. Det kunne man jo både se og fornemme på hende. Hvis der aldrig i sit liv var noget han ville, så var det at svigte hende, eller miste hende. Hun skulle være hans for evigt, lige meget hvad!